Vi er en helt ny spejderkreds, ja faktisk så ny at vi starter op efter sommerferien.
Så har du lyst til at opleve hvad spejder er, så synes vi at du skal komme til os og opleve et spejdermøde efter sommerferien.

Vores første spejdermøde bliver onsdag den 23. august 2017 klokken 18:15-19:30.

Hollufgårdspejderne

Kredsen er en del af Danske Baptisters Spejderkorps, der er det mindste af de fire spejderkorps i Danmark. Læs mere om vores korps.

Førerne

Alle spejderførerne hos Hollufgårdspejderne er frivillige. Vi synes, det er sjovt at arbejde med børn og unge i vores fritid, og samtidig udvikle vores egne lederevner. Derudover deltager vi i ledertræninger og fede weekendture, der sørger for personlig udfordring og udvikling. Det er med til at skabe engagerede førere med lyst og energi til at give spejderne en god oplevelse. Kontakt spejderførerne.

Friluftsliv

Naturen er en fantastisk ramme for sjove og udfordrende aktiviteter, og igennem friluftsoplevelser udvikler spejderne ansvar for den natur, vi lever i. Vi bestræber os på at være ude i det fri det meste af spejderåret, og især på weekendture og sommerlejre er der fokus på aktiviteter og færden i naturen.

Fællesskab i fokus

Som spejdere er det vigtigt at kunne samarbejde og have tillid til hinanden. Det skaber et stærkt fællesskab, og det er noget vi prioriterer højt hos Hollufgårdspejderne. Spejderarbejdet giver også mulighed for at deltage i både nationale og internationale arrangementer med andre spejdere, og her oplever man især fællesskabet igennem spændende udfordringer og nye bekendtskaber.

Learning by doing

Vi tror på, at man lærer bedst ved selv at have tingene i hænderne, og derfor er det vigtigt for os, at der hele tiden er udfordringer og oplevelser i vente, så spejderne oplever en løbende udvikling.

Det der med Gud

Som en del af Danske Baptisters Spejderkorps er vi tilknyttet Odense Baptistkirke. Hos os er der plads til alle, og man kan sagtens være baptistspejder uden at være baptist. Vi lægger vægt på, at både spejdere og ledere selv vælger, om de vil tro på Gud eller ej, og for at kunne tage stilling, hører vi af og til om “det der med Gud”. Derfor er der andagter på lejre og ture, og vi beder fadervor til spejdermøderne. Indimellem deltager vi også i menighedens gudstjenester.

At tage ansvar

Vores holdning er, at alkohol og det ansvar, man påtager sig, når man arbejder med børn, ikke hører sammen. Derfor er Hollufgårspejderne som kreds under Danske Baptisters Spejderkorps alkoholfri.

Kontakt

Har du yderligere spørgsmål, er du velkommen til at kontakte kredsførerne.